Gnanasegaram.dk

Initiated a combination of truth to open the gate. Persuated by thoughts of common invisibility. The mysterious ground, ligthend only by pathetic insulting torch-bearer. The cultivated Romes defeat dramatically passed by, my lonely thougths. Carrying an empty bag of relief. I sat by his side.

“Bastards of Opium.”. I thought about his last words. Purified sentence. Properly covered in lies and celebration. He awe of dieing. Wanted to. Needed to. Only to conceal what seems to be Romes last secret.

I selfcultivated the secret. Burried it underneath the skin. Concealed it. For good. Garry was the only one, to realize what really was going on. He predicted the future, despite the fact that he was blind. Depicted the way to solve the illusive complication. He was not corresponding to acknowledged facts or criteria. His assumption was made only to shine believes. His Belives. Only His.

Against his prediction I ended his life. Took it right away, in a snap of a second. I had the power. He hadn’t. I knew that. I made a stop to his obtuse dreams. And so his story ends here. No more mentioning him again.

Gloria; Tanned, black, venerated beauty. Involved in the aftermatch of ‘Romes mysterious’. And the only survivor of Romes indignified defeat. She once delineated “that evil is always around. We try hard not to adjust it to the reality. If it ultimately passes our gates, its dramatic consequense cling us to anger and concludes our affectionate mind.”. Her pictorially depiction was bright and polished. Today she was no where to find. But her spotted honour was in fact seen not long ago in CPH. We must find her. I must find her.

Eleusis’ diary 23:21

Sort var den. Men smuk. Dens fine linjer. Brede kant. Ja.  Den var et betragteligt smukt syn. De ovale konture. Den blanke overflade. Man kunne ikke tage fejl. Og dog var den placeret, på den mest dumdristige personens hoved. Julius. Hvor er han dog en grim person. Han bar den, kun for at skjule sin toupe-beklædte isse. Det var I sig selv et uhyggeligt syn. Et så smukt objekt, sad på et så ligegyldigt hoved.

Her lugtede grimt. Jeg måtte bare væk herfra. Men jeg var fanget. Det var som om jeg sad fast, men samtidig kunne jeg mærke græsset bevæge sig under mig. Jeg håbede på at vælte, så jeg på den måde kunne blive væk I folkemængden. Men jeg var bange. Min frygt for at blive beskidt, fastgjorde mig. Jeg havde gjort oprør før. Men alligevel føles det som om, jeg var blevet sat på plads denne gang. Ak ja. Jeg ville væk. Håbede det. Ønskede det.

Se dog alle de kunstværker, folk gik rundt med på hovedet. Hvis kunst kunne udtrykke sig, altså bogstavligtalt udtrykke sig. Ville man ikke høre andet end en hylende, men harmonisk pirrende larm. Sikke mange farver. Sikke mange kreationer. Det forbløffende var netop, at Julius’ kunstværk, var det eneste der havde én enkelte farve. De andres var en blanding af forskellige farver. De var dog ikke rigtige farve. Men en form for blandede følelser. Angiveligt var det en udtryksform, man bar på hovedet. Åbenbart. Man ønskede at fremsige en mening. Sin mening. Personligt. Men stadig offfentligt.

Hvad gør jeg nu? Nu kan jeg ikke holde det ud. Her er så varmt. Klamt. Og vådt. Græsset var mærkelig nok varmt. Og så lugtede her. Åh gud. Her lugtede så ækelt. Gud bevares. Det kom også fra græsset. Luft cirkulationen her var ikke godt. Hov! Hvem der? En smuk jente. Hvor så hun flot ud. Se lige hendes udstråling. Uf! Lige til at smage. Hvordan bar hun sig ad med at bære de smukke farver. Hendes udstråling passede smukt med hendes farve. De smukke broderier. Uf! Jeg måtte lige hen til hende. Hvis altså græsset tillod det. Nogen gange må man undgå at møde nogen på fugtigt græs. Jeg håbede det blev køligere, så jeg kunne få udveklset et par tanker med hende den rød/gule. Uf! Uf! Rødt! Og Gult! Wauw!

Hvad lavede han nu? Det var bare løgn. Han gik ikke hen til Anette. Nej! Stop Julius. Hun er ikke noget for dig. Stop så omgående! Nu! Nej. Nej! Åh nej. Nu talte han med hende. Hvorfor? Åh nej. Nej. Nej! Han spurgte hen om noget. Nej! Gud for fanden nej! Nu svarede hun ham! Jeg måtte afbryde det her:

“Kære alle, velkommen til. Mit navn er Lenny og jeg er tamil! Jeg har den fornøjelse at kunne byde jer alle velkommen til denne aften, hvor vi blandt andet kan se frem til en livlig og forfriskende debat med efterfølgende musik af ham her, Igor Krasinski. Håber I får en god aften. Tag godt imod aftens host: Viveeek!”

Hvad lavede han? Nej nej. Jorden drejede rundt om mig. Jeg tabte synet af den smukke jente. Åh neeeeeej. Så forsvandt hun. Hvad lavede den grønne gut? Og hvad laver græsset under ham? Grrrrr! Jeg ville ønske jeg havde arme og ben. Så ville de være brugt til at slå græsset nu og her. Men ak ja. Jeg er jo kun en hat. En Sort Hat.